Luk fuldskærm

Skovgade 1B

3740 Svaneke


SKOVGADE 1B – SJÆLDENT SOMMERHUS I SVANEKE FRA 1761

Et sommerhus i Svaneke er i sig selv usædvanligt. Et sommerhus i Skovgade på vejen ud mod fyret og Hullehavn er nærmest uopnåeligt.

I Danmarks smukkeste købstad findes kun ganske få huse med sommerhusstatus. Og i Skovgade – få skridt fra havet – er det nu omtrent fem år siden, at et sommerhus sidst blev udbudt officielt til salg.

Skovgade 1B er et lille bindingsværkshus fra 1761 med havudsigt, sjæl og den særlige stemning, kun gamle fiskerhuse rummer. Et hus, hvor størrelsen næsten ophører med at være vigtig, fordi proportionerne, detaljerne og atmosfæren fylder mere. Ikke mindst fordi det samtidig ligger der midt i Svaneke, omgivet af al det nærmiljø, man så gerne vil være en del af.

Indenfor mødes man af høje paneler, sprossede vinduer, indbyggede snedkerdetaljer og lyse rum, hvor havet hele tiden er til stede. Fra både stueplan og førstesalen følger udsigten Østersøen, mens lyset bevæger sig gennem huset fra morgen til aften.

Køkken og opholdsrum emmer af den sommerhusstemning, mange søger – men sjældent finder. Herfra er der direkte udgang til haven gennem den todelte “stalddør”. På førstesalen ligger soveværelset med havudsigt og følelsen af at vågne mellem himmel, by og hav. Her er indbyggede skabe, en lille kvist og et fint badeværelse med badekar.

Udenfor gemmer sig en nærmest sydlandsk lille oase: en gårdhave med gamle stenmure, et græsstykke, havudsigt og det karakterfulde lærketræ, som med årene har formet sig næsten vandret mod havet for optimalt udsyn. Et lille beskyttet uderum få meter fra kysten. Til huset hører desuden udhus med ekstra disponibel plads – praktisk til opbevaring af cykler, havkajakker, fiskegrej eller alt det, sommerlivet ved vandet fører med sig.

Fra Skovgade 1B ligger oplevelserne lige ude foran døren. Morgenløb langs kysten mod Årsdale. Mountainbike via kyststrækningen eller i Paradisbakkerne. Havkajak mellem klipperne. Paddleboard på stille dage. Snorkling i det klare vand langs kysten. Vandreture mod Hullehavn, Listed og med en drink på Bay Frost eller længere endnu.

At eje et sommerhus i Svaneke er for mange en drøm, netop fordi Svaneke gør det anderledes end så mange andre kystbyer. Byen har et liv hele året. Et liv, der ikke er drevet eller skabt af besøgende eller for de besøgende, men som de besøgende gerne vil være en del af.

Her er helårsliv. Morgenbrød, nichebutikker og mennesker, der mødes året rundt. Middage på Hjørnet, kaffe og hverdagsliv omkring Flor, en øl på byens bodega eller torvedage, hvor byen summer langt ud over højsæsonen. Og den særlige luksus at kunne afslutte en vinterdag i Svaneke Badeklub med havbad og sauna.

Og så sommeren.

Sommeren i Svaneke har sin egen rytme. Man går ned til Syd-Øst For Paradis til morgenmad med udsigt over strandlagunen i Hullehavn, mens solen løfter sig over Østersøen. Senere hopper børn og voksne fra vippen mellem klipperne, mens livet leves, som var vi i Italien – i allerlaveste tempo. Nogen bliver til aftenen, hvor live-musikken begynder, og pludselig er det blevet mørkt, uden at man har opdaget det.

Der findes smukke sommerhuse mange steder. Men meget få steder giver adgang til et liv som dette i Svaneke – året rundt.


BLIV KONTAKTET


FØLG OS PÅ INSTAGRAM